Forsiden Senior Team Junior Team Cheerleading Community Foreningen  
 
     Vedtægt for foreningen Copenhagen Tomahawks AFC  

Klik på dette link for at gå til Copenhagen Tomahawks kontakt liste

 

Vedtægter for Copenhagen Tomahawks AFC

 

§ 1 >     Navn og hjemsted

1.1 > Foreningens navn er Copenhagen Tomahawks AFC.

1.2 > Foreningen har hjemsted i Købehavns Kommune.

 

§ 2 >     Formål

2.1 > Copenhagen Tomahawks’ formål er at gøre det muligt for medlemmer at dyrke Amerikansk Fodbold, skabe et socialt netværk omkring sporten, samt at udbrede kendskabet til sporten i Københavns kommune primært og resten af Danmark sekundært.

2.2 > Copenhagen Tomahawks’ formål er ligeledes at gøre det muligt for medlemmer at dyrke Cheerleading, skabe et socialt netværk omkring sporten, samt at udbrede kendskabet til sporten i Københavns kommune primært og resten af Danmark sekundært.

 

§ 3 >     Tilknytning

3.1 > Copenhagen Tomahawks har til hensigt at tilslutte sig såvel nationale som internationale sammenslutninger af tilsvarende foreninger, herunder DAFF (Dansk Amerikansk Fodbold Forbund som er medlem af DIF).

3.2 > For cheerleading er gældende at foreningen er tilsluttet såvel nationale som internationale sammenslutninger af tilsvarende foreninger.

 

§ 4 >     Medlemskab, gældende for football medlemmer

Udover nedenstående regler for football medlemmer af foreningen gælder at de enkelte hold i foreningen har deres egne regelsæt, der kan danne grundlag for evt. suspensioner og eksklusioner. Dette skyldes den store forskel, der er på cheerleading og tackle football. Suspensioner og eksklusioner kan dog kun vedtages af bestyrelsen. Indstillinger til dette kan de enkelte holds repræsentanter foretage på baggrund af egne regelsæt. Regelsættene på de enkelte hold fastsættes af et enigt trænerteam eller ved simpelt flertal blandt holdets udøvere.

4.1 > Enhver som ønsker at spille Amerikansk Fodbold kan optages i Copenhagen Tomahawks.

4.1.1 > Personer som ønsker at træne uden aktivt at deltage som spillere under kampe, kan optages som motions medlemmer.

4.1.2 > Personer som ønsker at støtte foreningen, men ikke ønsker at træne, kan optages som passive medlemmer.

4.1.3 > Kontingentet for medlemskab betales kvartalsvist for seniorer (1. januar, 1. april, 1. juli og 1. oktober) og månedsvist for juniorer. Der betales forud. Kontingentet er følgende.

4.1.3.1 > 500,00 kr. pr. kvartal for seniorer

4.1.3.2 > 100,00 kr. pr. måned for juniorer

4.1.3.3 > 100,00 kr. pr. måned for motionister

4.1.3.4 > 50,00 kr. for passive medlemmer

4.1.4 > Ved indmeldelse betales der ved den 1. i førstkommende måned, for seniorer betales for den andel af kvartalet der resterer på dette tidspunkt, såfremt det ikke er på en af ovenstående kvartalsbetalingsdatoer.

4.2 > Følgende retningslinier er gældende for alle medlemmer og tilknyttede personer af tackledelen af Copenhagen Tomahawks.

4.2.1 > Medlemmer.

4.2.1.1 > Som medlem af foreningen og spiller på holdet bærer man ansvar for foreningens billede udadtil gennem egen opførsel og adfærd både på og udenfor banen, under kampe, træning og andre foreningsarrangementer.

4.2.1.2 > Bliver et medlem suspenderet af bestyrelsen kan dette medlem anke suspensionen ved først kommende generalforsamling og ved afstemning få suspensionen enten stadfæstet eller omstødt.

4.2.2 > Team captains

4.2.2.1 > Team captains udvælges af Copenhagen Tomahawks coaches og bliver udvalgt på baggrund af deres motivation, indsats, evner og engagement til holdet.

4.2.2.2 > Team captains deltager aktivt som ledere under træningen og skal som sådan respekteres

4.2.3 > Coaches

4.2.3.1 > Copenhagen Tomahawks coaches styrer træning suverænt og er den øverste autoritet på banen.

4.2.3.2 > Foreningens coaches kan til enhver tid bortvise en spiller fra træningsfaciliteter med henvisning til § 4.2.

4.2.3.3 > Det er Foreningens coaches der suverænt afgør hvilke medlemmer der spiller og under hvilke positioner disse spiller på banen både under kampe og træning.

4.3 > Ønsker et medlem at melde sig ud af Copenhagen Tomahawks skal dette gøre skriftligt. En skriftlig udmeldelse træder i kraft fra den førstkommende 1. efter udmeldelsen er et bestyrelsesmedlem i hænde.

4.4 > Ved udmeldelse skal evt. restance i kontingentbetaling betales. Der refunderes ikke betalt kontingent ved udmeldelse.

4.5 > Regler vedr. suspension og advarsel herom i forbindelse med manglende kontingentbetalinger:

4.5.1 > Suspensions advarsel: Man betaler ikke sit kontingent for netop begyndte kvartal, som det kræves for at være medlem, spille og træne i klubben - Der bliver sendt en suspensions advarsel ud igennem forummets mail funktion. Dette vil typisk ske en til to uger efter betalingsdatoen.

4.5.2 > Suspension: Man er i et kvartals restance og man træder ind i næste kvartal, uden at betale - man bliver suspenderet og kan ikke deltage i træning eller kampe, man får besked om dette igennem forummets mail funktion. Dette vil typisk ske en til to uger efter betalingsdatoen.

4.5.3 > Uddybende note 1: Hvis man kontakter bestyrelsen og laver en aftale om afvikling af restance, samt betaler for den påbegyndte periode vil man ikke blive suspenderet, såfremt man laver en ordning der godkendes af bestyrelsen. Med andre ord, er man i 3 mdr. restance er det ikke nok bare at indbetale 500 kr., man skal også kontakte kasserer eller andet bestyrelsesmedlem og lave en aftale omkring afvikling af restance.

4.5.4 > Uddybende note 2: Det er ikke acceptabelt at betragte sig selv som udmeldt i sommer eller vinterpause, heller ikke hvis man ikke deltager i klubbens aktiviteter i længere tid, end hvad der svarer til en kontingentperiode. Klubbens udgifter ligger primært lige før og under sæsonen, kontingentet er spredt ud over et helt år men matcher udgifterne. Melder man sig ud med det formål at melde sig ind igen før næste sæsonstart for at spare penge, vil dette betragtes som en fortrydelse af ens udmeldelse. Man er derfor forpligtet til at betale for perioden man har været væk. Det vil være muligt at lave en aftale omkring ind- og udmeldelse indenfor en begrænset periode, hvis der er en ekstraordinær grund til dette.

4.5.5 > Uddybende note 3. Hvis man er ny i klubben har man en måneds prøve træning før man behøver at betale. Når denne periode er slut skal man betale kontingent ligesom alle andre medlemmer. Det betyder at man efter en måneds prøvetræning vil få en suspensionsadvarsel såfremt man ikke betaler den nuværende periodes resterende kontingent. For mere info om dette se: http://www.tomahawks.dk/default.asp?id=4 eller kontakt kassereren eller et bestyrelsesmedlem.

 

§ 5 >     Medlemskab, gældende for cheerleaders

Se Punkt 7.5 og underpunkter.

 

§ 6 >     Generalforsamlingen

6.1 > Copenhagen Tomahawks’ øverste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden marts måned og indvarsles mindst 21 dage forud til alle medlemmer skriftligt.

6.1.1 > Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. januar.

6.2 > En ekstraordinær generalforsamling kan med 14 dages varsel indkaldes af bestyrelsen, eller efter 3/5 af medlemmernes anmodning til bestyrelsen med angivelse af formål.

6.3 > Den ordinære generalforsamling skal behandle følgende emner:
1) Valg af dirigent og referent
2) Formandens beretning
3) Godkendelse af regnskabet
4) Fastsættelse af kontingent
5) Valg af evt. bestyrelse og revisorer
6) Forslag fra bestyrelsen
7) Forslag fra medlemmer
8) Eventuelt

6.4 > Stemmeberettiget er alle medlemmer af foreningen Copenhagen Tomahawks, der er fyldt 18 år og ikke er i kontingent restance eller suspenderet.

6.4.1 > Medlemmer der endnu ikke er fyldt 18 år kan bemyndige deres legale værge til at stemme på deres vegne ved personligt fremmøde på en generalforsamling.

 

§ 7 >     Bestyrelsen

7.1 > Generalforsamlingen vælger en bestyrelse på 7 medlemmer og 1 kasserer.

7.2 > Bestyrelsens medlemmer vælges for 1 år ad gangen. Formanden er på valg hvert år.

7.3 > Ved eventuelt afgang fra bestyrelsen inden valgperiodens udløb kan bestyrelsen supplere sig selv indtil førstkommende ordinære generalforsamling.

7.4 > Bestyrelsen leder og fordeler aktiviteterne og arbejdet i Tomahawks AFC, fører foreningens regnskaber og aflægger ved sin formand beretning for generalforsamlingen. Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen for alle foreningens aktiviteter.

7.5 > Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen.

7.5.1 > Udover eksklusioner af medlemmer samt beslutninger, der afviger fra budgettet tages beslutninger vedr. cheerleaders af det enkelte holds trænere sammen med bestyrelsens cheerleader repræsentanter. Ved uenighed anvendes formanden som mægler eller den samlede bestyrelse som beslutningstager.

7.5.2 > Regler for de enkelte cheerleadinghold fastsættes af cheerleader ledergruppen. Denne ledergruppe består af cheerleader repræsentanter i bestyrelsen, trænerne på det enkelte hold og evt. forældre der er med i ledergruppen. Disse regler er gældende hvor vedtægten ikke dækker.

7.6 > Kassereren er ansvarlig for Copenhagen Tomahawks' regnskab overfor den øvrige bestyrelse samt den foreningsvalgte revisor. Regnskabsåret løber fra 1. januar til 31. december. Regnskabet forelægges for generalforsamlingen til godkendelse.

7.6.1 > Foreningens revisor vælges ved generalforsamlingen, i tilfælde af at flere personer ønsker dette hverv vil der være afstemning blandt medlemmerne og øvrige fremmødte. Bestyrelsen har ikke stemmeret i forbindelse med afstemning og den valgte revisor må ikke være involveret i bestyrelsen eller dens arbejde.

7.7 > Adgang til Copenhagen Tomahawks’ økonomiske midler har kun kassereren og formanden. Kassereren har desuden fuldmagt til at betale forekommende eller almindelige driftsudgifter, samt foretage økonomiske dispositioner der vedrører indkøb og udlæg, der er nødvendige for foreningens sportslige aktiviteter. Dispositioner over DKK 5.000, eller beløb der bringer Foreningens likvide beholdning under DKK 20.000, skal kontrasigneres af formanden og bringes op på det næste bestyrelsesmøde.

 

§ 8 >     Tegningsregler og hæftelse

8.1 > Copenhagen Tomahawks tegnes udadtil ved underskrift af formanden og kassereren i forening.

8.2 > Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.

8.3 > Bestyrelsen er alle, i forening, ansvarlige for den daglige drift i foreningen og skal arbejde for at varetage foreningens bedste interesser efter mandat fra generalforsamlingen

8.3.1 > Hvis bestyrelsen skal foretage dispositioner, der bringer foreningens likvide midler i minus, skal dette godkendes af en Generalforsamling.

 

§ 9 >     Vedtægtsændringer

9.1 > Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.

9.2 > Vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra den generalforsamling de vedtages på.

 

§ 10 >   Opløsning af Copenhagen Tomahawks AFC

10.1 > En eventuel opløsning af Copenhagen Tomahawks kan finde sted når mindst 2/3 af foreningens samlede medlemmer stemmer herfor på en ordinær generalforsamling.

10.2 > Såfremt fornødne antal medlemmer ikke er til stede på en lovligt indkaldt ordinær generalforsamling og et flertal af de fremmødte ønsker Copenhagen Tomahawks opløst, skal foreningen indkalde til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvorpå en opløsning af foreningen kan ske ved almindeligt stemmeflertal.

10.3 > Forslag til en opløsning af Copenhagen Tomahawks skal være bestyrelsen i hænde skriftligt senest 31 dage før indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling. Bestyrelsen er forpligtet til skriftligt at forelægge forslag herom til medlemmer i foreningen senest 14 dage før den ekstraordinære generalforsamling.

10.4 > Ved en opløsning af Copenhagen Tomahawks er bestyrelsen forpligtet til at give Københavns Kommune besked.

10.5 > Ved Copenhagen Tomahawks’ nedlæggelse skal eventuelle midler sælges og pengene herfra gå til andet relevant ungdomsarbejde i Københavns Kommune.

 

 

København den 28. januar 2008

 

 

Formand

Morten Bergen

 

Kasserer

Rasmus Hybler Jensen

 

 

 

 

© Tomahawks   Gå til toppen af siden